Stor sangglæde, små sanghæfter
Jeg voksede op i en familie, som elskede at synge julesalmer hele december måned. Jeg husker de små sanghæfter, der stadig kan købes, med ca. 8-10 sange og udvalgte vers. De var slet ikke nok for min familie, så i julemåneden, og specielt juleaften, havde vi gang i flere forskellige sangbøger, for at få vores synge-behov dækket. Vi havde selvfølgelig ikke nok af én slags sangbøger i vores hjem til at alle kunne se, så det var en udfordring at finde samme sang i forskellige sangbøger, og der blev grinet lidt, når vi pludselig havnede i forskellige udgaver og forskellige vers.
Da jeg fik min egen familie, sang vi også julesalmer hele december måned. Det har været skik siden børnene var små, og vi sad med stjernekastere og lys og sang dagens salme eller sang. Vi har været igennem det samme ritual med de mange sangbøger.
Som lærer, har min guitar og jeg ofte ledt fællessang, og gennem tiden har jeg lavet en del forskellige sangark til julefrokoster og julefester. Og hver gang har jeg tænkt: Hvorfor laver jeg dog ikke et ordentligt hæfte med alle de sange, jeg gerne vil synge? Men svaret var ret tydeligt: Det ville kræve meget tid, som jeg ikke kunne give prioritet i en aktiv hverdag.
En drøm tager form: Stort sanghæfte – større juleglæde
Jeg skulle blive 51, uddannet multimediedesigner og have status som tidligere lærer, før det skete. Julen 2013 fik jeg så endelig lavet en simpel udgave af mit hæfte. Vi skulle holde familie jul hos min mor på 82 år – både min barndomsfamilie og min nuværende familie – ni juleglade sangfugle i alderen 20 til 88 år.
Sanghæftet var til stor glæde i min familie. Vi var samlet fra lille juleaften til første juledag, og på den tid nåede vi at synge 41 af de mange salmer og sange i hæftet! Når vi sad med det store hæfte, var det som om den ene sang greb den anden. Og når der var kaffebord, eller efter et spil, blev der igen sunget. Det var en kæmpe oplevelse, som vi stadig taler om!
Opdatering: Julen 2015 var vi igen sammen. Jeg havde netop fået indspillet en del af klavermusikken til hæftets salmer. Det var den rigtig god oplevelse at ‘have et klaver i stuen’. Min pianist bragte os stor glæde, selv om han sad et par hundrede kilometer væk. Jeg håber mange andre havde den samme oplevelse, hvis I brugte hans musik.
Begejstring tur-retur
Jeg var så begejstret over oplevelsen, at jeg fortalte om det til mange af mine venner. De begyndte så at spørge mig, om ikke de må få lov at trykke hæfter til deres egen juleaften.
Super idé! Super idé!
Jeg søgte tilladelse hos de personer og forlag i Danmark, Sverige og USA, som har copyright for at få aftaler i stand om betaling og betingelser for brug af sangene. De beskyttede sange benyttes med tilladelse.
At dele med andre
Mit arbejdet med at redigere sanghæftet til perfektion og illustrere den med julesilhuetter har været omfangsrigt, men meget meningsfuldt. Jeg har glædet mig til at gøre det tilgængeligt for alle. Jeg har virkelig lyst til at give andre den samme gode oplevelse som vores familie fik, i 2013 og som venter os igen til jul!
Jeg ønsker dig og din familie en sangglad jul
Niels Larsen